10 typiske fejl danske elever laver i tysk — og hvordan du undgår dem

De fleste fejl, danske elever laver i tysk, har ét fælles udgangspunkt: dansk og tysk ligner hinanden nok til, at man tror, man kan oversætte direkte. Og nogle gange kan man godt. Men et sted, hvor sprogene skiller, ender den gode dansk-tyske oversættelse med en fejl, der ser fuldstændig logisk ud — for den, der tænker på dansk.

Her er ti af de fejl, vi ser igen og igen. Ikke for at liste dem op og lade dig stå med dem, men fordi hver fejl bliver lettere at undgå, når du forstår, hvorfor den opstår.

1. Verbet glider ikke til sidst i ledsætninger af sig selv

Dansk er et såkaldt V2-sprog: verbet står på andenpladsen, uanset om sætningen er en hoved- eller ledsætning. Det gælder også tysk hovedsætninger — men ikke tyske ledsætninger. Der skal det bøjede verbum flyttes helt om til sidst i sætningen.

• Forkert: Ich weiß, dass er kommt heute.
• Rigtigt: Ich weiß, dass er heute kommt.

Det samme gælder efter weil, obwohl, wenn og de fleste andre bindeord, der indleder en ledsætning: Ich bleibe zu Hause, weil ich krank bin. — ikke weil ich bin krank. Reglen er ufravigelig, og den er samtidig den enkeltfejl, der oftest afslører, at en tekst er tænkt på dansk og oversat undervejs.

2. kein forveksles med nicht

Dansk siger „jeg har ikke en bil“, og den logiske dansk-til-tysk-oversættelse bliver nicht ein Auto. Men tysk har et selvstændigt ord til at negere et substantiv med ubestemt eller intet kendeord: kein.

• Forkert: Ich habe nicht ein Auto.
• Rigtigt: Ich habe kein Auto.

Tommelfingerregel: negerer du et substantiv uden bestemt kendeord (en bil, en tid, penge), bruger du kein. Negerer du et verbum, et adjektiv eller et substantiv med bestemt kendeord, bruger du nicht: Ich habe das Auto nicht gesehen.

3. Adjektivets endelse glemmes efter kendeordet

Et adjektiv foran et substantiv skal have en endelse i tysk, og hvilken endelse afhænger af kendeordet foran det. Efter der/die/das i nominativ er endelsen altid -e, uanset køn:

• der kleine Hund, die kleine Katze, das kleine Kind

Efter ein er det anderledes, fordi ein ikke selv viser kønnet ved hankøn og intetkøn — så det skal adjektivet gøre i stedet:

• ein kleiner Hund, eine kleine Katze, ein kleines Kind

Mange elever springer endelsen over helt (ein klein Hund), og det er faktisk lettere at rette, end det lyder — for i nominativ er langt de fleste tilfælde enten -e eller -er/-e/-es. Det er, når kasus kommer ind i billedet, at tabellen for alvor vokser.

4. seit bruges med perfektum i stedet for nutid

Dansk siger „jeg har boet i Hamborg i tre år“ — og bruger dermed en form for datid, fordi handlingen startede i fortiden. Men på tysk beskriver man noget, der startede i fortiden og stadig gælder, i nutid:

• Forkert (eller i hvert fald misvisende): Ich habe seit drei Jahren in Hamburg gewohnt.
• Rigtigt: Ich wohne seit drei Jahren in Hamburg.

Forskellen er ikke kun grammatisk pynt. Ich habe… gewohnt i perfektum signalerer, at det er slut — at du ikke bor der mere. Bruger du nutid med seit, sender du det modsatte signal: det gælder stadig. Det er en af de fejl, der ikke bare lyder forkert, men rent faktisk ændrer betydningen.

5. haben bruges som hjælpeverbum, hvor det skal være sein

Dansk danner førnutid med „har“ uanset verbum: jeg har gået, jeg har kørt, jeg har rejst. Tysk skelner. Verber, der beskriver en bevægelse fra ét sted til et andet, eller en tilstandsændring, danner førnutid med sein, ikke haben.

• Forkert: Ich habe nach Berlin gefahren.
• Rigtigt: Ich bin nach Berlin gefahren.

Det gælder blandt andet fahren, gehen, kommen, laufen, fliegen — og verber som werden, sterben og aufwachen, der beskriver en forandring frem for en handling.

6. bekommen betyder ikke „at blive“

Det her er den klassiske danske faldgrube, fordi ordet ligner. Bekommen betyder „at få“ eller „at modtage“ — ikke „at blive“. Vil du sige „jeg bliver træt“ eller „jeg bliver 20 år“, skal du bruge werden.

• Forkert: Ich bekomme müde.
• Rigtigt: Ich werde müde.
• Forkert: Ich bekomme zwanzig Jahre.
• Rigtigt: Ich werde zwanzig Jahre alt.

Bekommen er derimod det rigtige ord, når du rent faktisk modtager noget: Ich bekomme ein Geschenk. (Jeg får en gave.) Hold de to fra hinanden, og fejlen forsvinder helt.

7. wenn, wann og als blandes sammen

Dansk har ét ord, „når“/„hvornår“, hvor tysk har tre, og de dækker forskellige ting:

• wann — spørgende: Wann kommst du? (Hvornår kommer du?)
• wenn — hvis, eller noget der gentages/gælder i nutid og fremtid: Wenn ich Zeit habe, komme ich. (Hvis jeg har tid, kommer jeg.)
• als — én bestemt begivenhed i datid: Als ich klein war, wohnte ich in Odense. (Dengang jeg var lille…)

Den mest almindelige fejl er at bruge wenn, hvor det skulle have været als: Wenn ich klein war lyder, som om du var lille flere gange. Tommelfingerregel: skete det kun én gang, og er det overstået, er det als.

8. Store og små bogstaver bliver ikke tænkt over

To ting går ofte galt her. For det første: alle substantiver skrives med stort i tysk, ikke kun i sætningens begyndelse — der Tisch, die Freiheit, das Lernen. Det gælder også, når et verbum bruges som substantiv, som vi kom ind på i artiklen om der, die og das.

For det andet: den høflige tiltaleform Sie (De/Dem) skal altid have stort S, uanset hvor i sætningen det står — også midt i en sætning — for at kunne skelnes fra sie (hun/de) med lille s: Können Sie mir helfen? versus Sie kann mir helfen.

9. Forkert forholdsord ved klokkeslæt og datoer

Dansk bruger stort set „kl.“ eller intet forholdsord til alt tidsrelateret. Tysk kræver tre forskellige forholdsord, alt efter hvad du taler om:

• um ved klokkeslæt: um acht Uhr (klokken otte)
• am ved ugedage og datoer: am Montag, am 3. Oktober
• in ved måneder og årstider (sammentrukket til im, som er in dem): im Januar, im Sommer

Blander man dem, forstår modtageren stadig, hvad man mener — men det er netop den slags detaljer, der trækker point fra ved en skriftlig eller mundtlig eksamen, fordi de er så nemme at lære, når man først har systemet på plads.

10. Faste udtryk oversættes ord for ord — og mister et ord undervejs

Nogle af de mest sejlivede fejl er dem, hvor den danske sætning ikke behøver et ord, som den tyske sætning kræver. Det klassiske eksempel er alder: „jeg er 20 år“ kan stå alene på dansk, men den tyske ækvivalent kræver alt (gammel) for at give mening:

• Forkert: Ich bin zwanzig Jahre.
• Rigtigt: Ich bin zwanzig Jahre alt.

Der findes flere af den slags — faste vendinger, hvor tysk simpelthen kræver et ekstra ord, som dansk kan undvære. De læres bedst som hele udtryk, ikke som enkeltord man samler til en sætning.

Sådan bruger du listen

Pointen med de ti fejl er ikke, at du skal huske dem som ti isolerede regler. De fleste af dem bunder i det samme: tysk har grammatiske kategorier — kasus, hjælpeverbum, negation — som dansk enten ikke har, eller udtrykker på en helt anden måde. Når du støder på en fejl, du bliver ved med at lave, så spørg dig selv, om det er, fordi du ubevidst oversætter den danske sætningsstruktur direkte.

Går fejlene igen op til en eksamen i tysk, er det som regel et tegn på, at ét eller to af disse punkter aldrig er blevet automatiseret ordentligt — og det retter man hurtigere med en målrettet gennemgang, end man tror. Vi tilbyder forløb til både grundskoleelever og gymnasieelever, og starter altid med at finde ud af, hvor det præcis knirker, før vi lægger en plan.