Können, müssen, dürfen, sollen, wollen og mögen. Seks små verber, der dukker op i næsten hver eneste tyske sætning om evner, pligter, tilladelser og ønsker — og seks verber, der bøjes efter deres helt eget system. Det er ikke tilfældigt, at de kaldes modalverber: de ændrer sætningens modus, altså hvordan noget skal forstås. “Jeg kommer” og “jeg kan komme” er to helt forskellige udsagn, og på tysk er det modalverbet, der bærer hele den forskel.
Det gode budskab først: der er kun seks af dem, og bøjningen følger et fast mønster, du kan lære på en halv time. Det, der derimod kræver øvelse, er at vælge det rigtige modalverbum — for dansk skelner ikke altid der, hvor tysk gør.
De seks modalverber og deres grundbetydning
Hvert modalverbum dækker sit eget felt af betydning, og de er ikke ombyttelige:
- können — evne eller mulighed: Ich kann Deutsch sprechen. (Jeg kan tale tysk.)
- müssen — nødvendighed, noget der ikke kan undgås: Ich muss lernen. (Jeg er nødt til at lære.)
- dürfen — tilladelse: Ich darf heute länger bleiben. (Jeg må gerne blive længere i dag.)
- sollen — en pligt eller forventning, der kommer udefra: Ich soll um acht da sein. (Jeg skal være der klokken otte — nogen har bedt om det.)
- wollen — vilje eller ønske: Ich will nach Berlin fahren. (Jeg vil til Berlin.)
- mögen — at kunne lide: Ich mag Berlin. (Jeg kan lide Berlin.)
Bemærk, at müssen og sollen begge kan oversættes med dansk “skulle”, men de betyder ikke det samme: müssen er en nødvendighed, der ligger i selve situationen, mens sollen er en pligt, som en anden person eller autoritet har pålagt dig. Den skelnen kommer vi tilbage til.
Sådan bøjer du modalverberne i nutid
Modalverberne følger ikke det almindelige bøjningsmønster. De har et fælles træk, som er værd at lære som en regel i sig selv: i 1. og 3. person ental (ich og er/sie/es) har verbet ingen endelse, og de to former er identiske. Det er anderledes end alle almindelige verber, hvor “ich” og “er” altid har hver sin endelse.
Tag können som model: ich kann, du kannst, er/sie/es kann, wir können, ihr könnt, sie/Sie können. Læg mærke til, at ental mister omlyden fra infinitiven — können bliver til kann, ikke kännt — mens flertal beholder den (können, könnt, können). Det samme mønster gælder müssen (muss, musst, muss / müssen, müsst, müssen), dürfen (darf, darfst, darf / dürfen, dürft, dürfen) og mögen (mag, magst, mag / mögen, mögt, mögen).
Wollen og sollen har ikke en omlyd at miste, men wollen har til gengæld sit eget lune: ich will, du willst, er will — med i, ikke o. Sollen er det mest regelmæssige af de seks: ich soll, du sollst, er soll, wir sollen, ihr sollt, sie sollen.
Den fejl, der går igen hos danske elever, er at sætte en endelse på 1. og 3. person ental, fordi det er det, man er vant til fra andre verber — “ich kannst” eller “er kannt” er forkerte; det hedder ich kann og er kann, uden endelse.
Ordstilling: modalverbet på plads to, infinitiven til sidst
I en almindelig helsætning står modalverbet bøjet på sætningens andenplads, mens hovedverbet står i infinitiv og rykker helt om bagest i sætningen. Det kaldes ofte sætningsrammen, fordi de to verbaldele lukker om resten af sætningen som en ramme:
- Ich kann heute nicht kommen. (Jeg kan ikke komme i dag.)
- Du musst deine Hausaufgaben machen. (Du skal lave dine lektier.)
I en ledsætning — for eksempel efter dass, weil eller ob — rykker begge verber til sidst, og her er det modalverbet, der kommer allersidst, efter infinitiven: Ich weiß, dass ich heute nicht kommen kann. Den typiske fejl er at bøje modalverbet, som om sætningen stadig var en helsætning, og placere det på plads to også i ledsætningen — det er en af de mest almindelige ordstillingsfejl, danske elever laver, fordi dansk ikke flytter verbet på samme måde.
Den klassiske fælde: dansk “må” er tvetydigt, tysk er det ikke
Dette er formentlig den enkeltstående fejl, der koster flest point til skriftlig og mundtlig eksamen. På dansk bruger vi “må” til to helt forskellige ting: tilladelse (“du må godt gå nu”) og — i talesprog — nødvendighed (“jeg må hjem og lave mad”). Tysk holder de to betydninger strengt adskilt: dürfen er tilladelse, müssen er nødvendighed. Det bliver først for alvor farligt i nægtelsen:
- Du musst nicht kommen. = Du behøver ikke at komme (det er ikke nødvendigt — men du må gerne).
- Du darfst nicht kommen. = Du må ikke komme (det er forbudt).
De to sætninger betyder næsten det stik modsatte af hinanden, og forskellen ligger alene i valget mellem müssen og dürfen. Når en dansk elev vil sige “du må ikke komme” i betydningen forbud, er den direkte oversættelse med “musst nicht” derfor en indholdsmæssig fejl, ikke kun en stilistisk unøjagtighed — tjek altid, om “må ikke” på dansk betyder “forbudt” (dürfen) eller “ikke nødvendigt” (nicht müssen), før du oversætter.
Mögen og wollen: at kunne lide er ikke det samme som at ville
Mögen bruges direkte med et substantiv til at udtrykke, at man kan lide noget eller nogen: Ich mag Hunde. (Jeg kan lide hunde.) Ich mag dich. (Jeg kan lide dig.) Det forveksles ofte med wollen, fordi begge kan minde om dansk “vil” eller “godt lide” i løs tale — men wollen udtrykker en konkret vilje eller et ønske om at gøre noget, ikke en generel sympati: Ich will ein Eis. (Jeg vil have en is — en bestemt beslutning lige nu.)
Wollen kan i øvrigt lyde mere bastant på tysk, end “jeg vil” gør på dansk, især i en anmodning. Til en høflig anmodning bruges i stedet möchten, som bøjningsmæssigt er datid af mögen, men fungerer som sit eget høflige “ville gerne”: Ich möchte einen Kaffee, bitte. (Jeg vil gerne have en kaffe.) Möchten bøjes regelmæssigt: ich möchte, du möchtest, er möchte, wir möchten, ihr möchtet, sie möchten — uden den ental/flertal-uregelmæssighed, de øvrige modalverber har.
Modalverber i datid og perfektum
I datid (præteritum) mister modalverberne både uregelmæssigheden i ental og den eventuelle omlyd, og bøjes derefter helt regelmæssigt: konnte, musste, durfte, sollte, wollte, mochte. Det er værd at lægge mærke til, fordi det, som vi kom ind på i artiklen om perfektum og præteritum, netop er datidsformen af modalverberne, der bruges i almindelig tale — også når resten af sætningen ellers står i perfektum: Ich musste gestern lernen., ikke Ich habe gestern lernen müssen.
Den sidste konstruktion er dog ikke forkert — den bruges bare sjældnere i tale, fordi den kræver en dobbelt infinitiv til sidst i sætningen: Ich habe das nicht machen können. Her står hovedverbets infinitiv (machen) og modalverbets infinitiv (können) side om side allerbagest, mens haben — modalverber tager altid haben, aldrig sein — er det bøjede hjælpeverbum. Kender du mønstret, er det let at genkende; det er bare tungere at producere selv, og derfor vinder præteritum i praksis.
Sådan øver du det, så det sidder
Modalverberne er få nok til, at de kan læres udenad på en aftens terperi, men det er valget mellem dem, der kræver løbende træning — særligt müssen mod dürfen. Lav dine egne eksempler ud fra situationer, du selv kender: hvad du skal til eksamen, hvad du må i klasseværelset, hvad du kan allerede nu. Det er den slags forskel, vi arbejder systematisk med i lektiehjælpen i grundskolen og i tysk på gymnasieniveau, hvor modalverberne typisk er en fast del af både de skriftlige opgaver og den mundtlige træning frem mod eksamen.
