På dansk bøjer vi verber efter tid, ikke efter hvem der taler: “jeg kører”, “du kører”, “han kører” – stammen “kør-” ligger fuldstændig fast. Det er en del af grunden til, at mange danske elever bliver overraskede, når de møder fahren på tysk og skriver “du fahrst” – fordi det er sådan, man ville forvente, det virkede. Men det rigtige er du fährst. En gruppe almindelige tyske verber skifter stammens vokal i præsens, men kun i to af de seks former. Her er de tre mønstre, og reglen for hvornår de gælder.
Hvorfor skifter stammen – og hvor ofte sker det?
Det skyldes ikke en logisk regel, du selv kan udlede – det er simpelthen sådan, en bestemt gruppe verber altid har bøjet sig på tysk, og du skal lære dem som en fast del af selve verbet, ligesom du lærer dets perfektumform. Det gode er, at vokalskiftet kun rammer du-formen og er/sie/es-formen – altså 2. person og 3. person ental. De øvrige fire former, ich, wir, ihr og sie i flertal, bøjes helt almindeligt uden ændring i stammen. Det er grunden til, at et verbum som fahren ser ud, som om det retter sig selv ud igen i flertal: wir fahren, ikke wir fähren.
Mønster 1: e bliver til i
Den første og mest almindelige gruppe har stammevokalen e, som bliver til et kort i i du- og er/sie/es-formen:
- sprechen (tale): ich spreche – du sprichst – er/sie/es spricht
- geben (give): ich gebe – du gibst – er/sie/es gibt
- helfen (hjælpe): ich helfe – du hilfst – er/sie/es hilft
- treffen (møde): ich treffe – du triffst – er/sie/es trifft
- essen (spise): ich esse – du isst – er/sie/es isst
Nehmen (tage) hører til samme gruppe, men skifter lidt mere end de andre: du nimmst, er/sie/es nimmt – med dobbelt m. Det er værd at lære som en undtagelse inden for undtagelsen, fordi det ellers er let at skrive “nehmst”.
Mønster 2: e bliver til ie
Den anden gruppe har også stammevokalen e, men her bliver den til et langt ie i stedet for et kort i:
- sehen (se): ich sehe – du siehst – er/sie/es sieht
- lesen (læse): ich lese – du liest – er/sie/es liest
Hos lesen ser du samme form i både du- og er/sie/es-formen, fordi stammen allerede ender på -s, og -st-endelsen derfor smelter sammen med den i udtalen. Det er ikke en fejl i reglen, bare en naturlig lydmæssig forenkling.
Mønster 3: a bliver til ä – og au bliver til äu
Den tredje gruppe har stammevokalen a, som får en omlaut og bliver til ä:
- fahren (køre): ich fahre – du fährst – er/sie/es fährt
- schlafen (sove): ich schlafe – du schläfst – er/sie/es schläft
- tragen (bære): ich trage – du trägst – er/sie/es trägt
- halten (holde): ich halte – du hältst – er/sie/es hält
Og en lillebitte undergruppe med au, som på samme måde bliver til äu: laufen (løbe) – du läufst – er/sie/es läuft.
Hvordan ved du, om et verbum skifter vokal?
Der er ingen genvej, du kan regne dig frem til – det kan ikke ses på infinitiven alene, om et verbum hører til en af de tre grupper. Fahren skifter, men sagen (sige) gør ikke: du sagst, helt almindeligt, uden omlaut. Det eneste sikre er at tjekke verbet, når du lærer det, og lære det i et lille opslag, ikke kun infinitiven. De fleste ordbøger og lærebøger markerer netop disse verber med en note om stammeformerne – typisk infinitiv, 3. person præsens, præteritum og perfektum i én linje, for eksempel fahren – fährt – fuhr – ist gefahren. Lærer du verbet på den måde fra starten, i stedet for kun at lære “fahren betyder at køre”, sidder bøjningen fast som en del af selve ordet – og du behøver ikke huske en separat regel for, hvornår den gælder.
Den typiske fejl: at glemme det – eller at overgøre det
De to fejl, der går igen hos danske elever, er hinandens modsætninger. Den ene er at glemme vokalskiftet helt og bøje, som dansk gør det: “du fahrst”, “du sprechst”. Den anden, lige så almindelig når man først har lært reglen, er at overgøre den og sætte skiftet ind i alle former: “wir fährt” eller “ich spriche”. Vokalskiftet hører udelukkende til du og er/sie/es – ich, wir, ihr og sie i flertal bøjes altid uden det. Den sikre metode er at lære hele verbet som en lille tabel, ikke bare én form ad gangen.
Bonus: bydeformen følger en anden regel
Når du beder nogen gøre noget – bydeform, på tysk Imperativ – gælder en lidt anden regel, som er værd at kende, fordi den netop deler sig efter de to mønstre ovenfor. Verber med e → i eller e → ie beholder skiftet i bydeform: Sprich lauter! (Tal højere!), Gib mir das! (Giv mig det!), Iss dein Brot! (Spis dit brød!). Verber med a → ä gør det modsatte og taber omlauten igen: Fahr vorsichtig! (Kør forsigtigt!) – ikke “Fähr” – og Schlaf gut! (Sov godt!) – ikke “Schläf”. Det lyder som en detalje, men det er netop den slags, en censor til mundtlig eksamen lægger mærke til, fordi det afslører, om man har lært formerne eller gættet sig frem.
Vokalskiftet er ikke en enkeltstående finte, men et fast mønster, du møder igen og igen i nogle af de mest almindelige verber i sproget – netop derfor lægger vi vægt på det tidligt i lektiehjælpen, når eleven går i folkeskolen, så det ikke sidder fast som en vane resten af skoletiden. Lær de tre mønstre som hele verber, ikke som isolerede endelser, og hold fast i, at skiftet kun gælder du- og er/sie/es-formen – så bliver det hurtigt automatisk, næste gang du skal sige “jeg kører” på tysk og rammer begge former rigtigt: ich fahre, men du fährst.
