Du kender sikkert allerede systemet med tre kasus for navneord og artikler. Det samme system gælder for de små ord, du bruger i stort set hver sætning: jeg, du, han, hun, vi, de. På dansk hedder pronomenet det samme, uanset hvilken rolle det spiller i sætningen — "ham" er "ham", om han bliver set, hjulpet eller nævnt i en bisætning. På tysk findes der ikke én fast form. Pronomenet bøjes efter, om det er subjekt, direkte objekt eller indirekte objekt, og det er her, rigtig mange danske elever farer vild, fordi modersmålet ikke giver dem noget at lytte efter.
Det gode budskab er, at der kun er ni pronominer at lære — de otte personer plus den høflige form — og at de følger et fast system, så snart du ser dem samlet i stedet for enkeltvis.
Pronominerne i deres tre former
Her er hele systemet. Lær formerne som faste enheder, ikke som noget du regner dig frem til hver gang:
- ich – mich – mir (jeg – mig – mig)
- du – dich – dir (du – dig – dig)
- er – ihn – ihm (han – ham – ham)
- sie – sie – ihr (hun – hende – hende)
- es – es – ihm (den/det – den/det – den/det)
- wir – uns – uns (vi – os – os)
- ihr – euch – euch (I – jer – jer)
- sie – sie – ihnen (de – dem – dem)
- Sie – Sie – Ihnen (den høflige form "De" – Dem – Dem)
Første form er nominativ (subjekt), anden er akkusativ (direkte objekt), tredje er dativ (indirekte objekt, eller objektet for et verbum der kun styrer dativ). Læg mærke til, hvor meget mere dansk ét enkelt pronomen dækker: "mig", "dig", "ham", "hende", "os", "jer" og "dem" dækker hver to — nogle gange tre — forskellige tyske former. Det er selve grunden til, at emnet er svært: modersmålet giver intet signal om, hvornår du skal skifte form.
Hvornår bruger du hvilken form?
Logikken er den samme, som gælder for navneord: akkusativ er det, handlingen går direkte ud over, og dativ er det, der modtager eller får gavn af handlingen.
- Akkusativ (direkte objekt): Ich sehe ihn. (Jeg ser ham.) Die Lehrerin lobt sie. (Læreren lover hende.)
- Dativ (indirekte objekt, eller et verbum der kun styrer dativ): Ich helfe ihm. (Jeg hjælper ham.) Ich danke ihr. (Jeg takker hende.)
- Efter en præposition med fast kasus: Das Geschenk ist für ihn. (akkusativ, für styrer altid akkusativ.) Ich fahre mit ihm. (dativ, mit styrer altid dativ.)
Bemærk Ich helfe ihm, ikke Ich helfe ihn. Helfen er et af de verber, der kun tager dativ — nøjagtig som beskrevet for navneord i artiklen om akkusativ og dativ — og reglen flytter sig ikke, bare fordi objektet nu er et pronomen i stedet for et navneord.
Den klassiske danske fejl: at blive hængende i nominativ
Den mest udbredte fejl er ikke at forveksle akkusativ og dativ. Det er at bruge nominativformen, hvor der skulle stå en objektform: Ich mag er i stedet for det korrekte Ich mag ihn. Fejlen giver god mening, hvis du tænker på dansk — "jeg kan lide ham" bruger samme "ham", uanset om han er subjekt i én sætning eller objekt i den næste. På tysk er er kun lovligt som subjekt. Så snart pronomenet får en akkusativ- eller dativfunktion, skal det bøjes, lige så sikkert som et navneord ville være blevet det.
En mindre udbredt, men stadig almindelig fejl går den anden vej: at tro, at alle pronominer skifter form i akkusativ, fordi er bliver til ihn. Det gør hun-formen og den/det-formen ikke. Sie (hun) og es (den/det) er identiske i nominativ og akkusativ — kun dativ ændrer dem, til ihr og ihm. Die Lehrerin lobt sie kan derfor både betyde "…hende" og, i en anden sammenhæng, "…dem" i flertal, uden at selve ordet ændrer sig. Det er sætningen omkring pronomenet, der afgør betydningen — ikke formen.
Hvor formerne falder sammen — og hvor de ikke gør
Flertalsformerne gør det faktisk lettere: wir bliver til uns i både akkusativ og dativ, og ihr bliver til euch i begge. Der er kun én objektform at lære for "vi" og "I", ikke to. Sådan er det ikke i ental. Der har ich og du hver sin egen akkusativ- og dativform — mich/mir og dich/dir — og de to par ligner hinanden nok til, at de tit bliver forvekslet i skrift, især under tidspres i en skriftlig opgave.
Den høflige form — og hvorfor det store S betyder noget
Sie med stort S er den høflige form for "De/Dem" og bøjes Sie – Sie – Ihnen, uanset hvor mange personer der er tale om. Den ser på papiret ud som 3. person flertal (sie – sie – ihnen med lille s), og det er alene det store bogstav, der skiller dem. I en håndskrevet eller hurtigt tastet tekst er det nemt at glemme at holde det stort, men det er netop der, en censor ser forskellen mellem "jeg skriver til dem" og "jeg skriver til Dem".
Sæt det sammen i hele sætninger
Tag et par sætninger, og spørg dig selv om pronomenets funktion, før du vælger form:
- Ich kenne ihn schon lange. (akkusativ — direkte objekt)
- Ich schreibe ihm eine E-Mail. (dativ — indirekte objekt; akkusativobjektet er eine E-Mail)
- Kommst du mit uns? (dativ efter mit)
- Siehst du sie da drüben? (akkusativ — her betyder sie "hende", ud fra sammenhængen)
Øvelsen er ikke at huske de fire eksempler udenad. Den er at stille dig selv spørgsmålet — er dette subjekt, direkte objekt eller indirekte objekt? — hver gang, til det bliver en vane i stedet for en udregning.
Det er et af de steder, hvor en lille, konsekvent fejl kan trække ned i en ellers god besvarelse — både skriftligt og til en mundtlig eksamen, hvor du hele tiden henviser tilbage til personer uden at nævne dem ved navn hver gang. Det begynder man allerede at øve i grundskolen, men det er lige så ofte her, elever på gymnasiet stadig laver fejl, fordi teksterne bliver længere, og der simpelthen er flere pronominer at holde styr på i hver sætning.
