Der er en bestemt slags fejl, der går igen, når danske elever støder på tysk flertal for første gang: de leder efter én regel. På dansk er vi vant til, at de fleste ord bare får en -er eller en -e, og så er den sag klaret. På tysk findes der fem forskellige mønstre, og hvilket af dem et ord følger, kan man ikke altid høre eller gætte sig til — det skal læres sammen med ordet selv.
Den gode nyhed er, at der rent faktisk er et system bag de fem mønstre, og at et par af dem dækker langt de fleste ord. Kender du systemet, går du fra at gætte til at genkende mønstre — og det er den forskel, der afgør, om flertal føles tilfældigt eller logisk.
Hvorfor tysk flertal ikke er som dansk
På dansk hænger et ords flertal sjældent sammen med dets køn. På tysk gør det. Et ords køn — der, die eller das — er den bedste indikator for, hvilket mønster det følger, fordi de fem mønstre fordeler sig meget forskelligt på de tre køn. Derfor er den vigtigste vane at lægge sig til, at man aldrig lærer et substantiv alene. Man lærer det med kendeord og flertalsform i samme ombæring: der Tisch, die Tische — ikke bare "Tisch = bord".
Det virker som ekstra arbejde i starten. Men gør du det konsekvent fra første gloseliste, bygger du et lydbillede op, så flertalsformen efterhånden bare lyder rigtig, uden at du skal tænke over reglen.
-e og -e med omlyd
Det mest almindelige mønster. Det rammer mange hankønsord, en del intetkønsord og enkelte enstavelses hunkønsord:
- der Tag → die Tage (ingen omlyd)
- der Baum → die Bäume (omlyd)
- das Jahr → die Jahre (ingen omlyd)
- die Stadt → die Städte (omlyd, selvom det er hunkøn)
Der er ingen fast regel for, hvornår omlyden kommer med, og hvornår den ikke gør. Det skal simpelthen læres pr. ord — men fordi -e er så udbredt et mønster, er det den investering, der giver mest igen.
-er og næsten altid omlyd
Dette mønster hører primært til intetkønsord, med enkelte hankønsord iblandt. Kan ordets vokal tage omlyd, gør den det så godt som altid ved -er-endelsen:
- das Kind → die Kinder (i kan ikke tage omlyd)
- das Buch → die Bücher
- das Haus → die Häuser
- der Mann → die Männer
Huskereglen her er faktisk ret pålidelig: hvis vokalen er a, o, u eller au, og ordet tager -er i flertal, så tager den omlyd med. E og i kan slet ikke omlydes, så der er intet at gætte på ved dem.
-(e)n: den sikre endelse
Næsten alle hunkønsord følger dette mønster, og det tager aldrig omlyd. Det gør det til det tætteste, tysk kommer på en fast regel:
- die Frau → die Frauen
- die Lampe → die Lampen
Samme endelse bruges også af en gruppe hankønsord, de såkaldte svage substantiver, som markerer nærmest hele deres bøjning med -(e)n:
- der Junge → die Jungen
- der Mensch → die Menschen
- der Student → die Studenten
Er du i tvivl, og ordet er hunkøn, er -(e)n det mønster, du statistisk har størst chance for at ramme rigtigt med.
-s til låneord
Ord, tysk har hentet fra andre sprog, typisk fra fransk eller engelsk, følger ofte deres egen lille undtagelse og tager -s, uanset køn:
- das Auto → die Autos
- das Hotel → die Hotels
- der Chef → die Chefs
- das Baby → die Babys
Læg mærke til stavemåden Babys, ikke Babies — tysk bøjer ikke låneord efter deres oprindelige sprogs regler, kun efter sine egne.
Ingen endelse — og hvor omlyden snyder sig ind
Hankøns- og intetkønsord, der ender på -er, -el, -en, -chen eller -lein, får slet ingen endelse i flertal. Formen ser identisk ud i ental og flertal, og det er kun kendeordet, der afslører, at der nu er tale om flere:
- der Lehrer → die Lehrer
- der Wagen → die Wagen
- das Mädchen → die Mädchen
Her er den fælde, danske elever oftest falder i: de antager, at "ingen endelse" betyder "ingen forandring overhovedet". Men en del hankønsord i denne gruppe tager omlyd, selvom endelsen er den samme:
- der Vater → die Väter
- der Garten → die Gärten
- der Apfel → die Äpfel
- der Bruder → die Brüder
Intetkønsord i samme gruppe gør stort set aldrig det samme: das Fenster hedder die Fenster, das Zimmer hedder die Zimmer, uden nogen ændring. Så støder du på et hankønsord uden endelse i flertal, er omlyd altid værd at tjekke — men er ordet intetkøn, kan du roligt regne med, at det ser ens ud i ental og flertal.
Sådan lærer du mønstrene, så de sidder fast
Tre ting virker bedre end at forsøge at huske en regel for hvert enkelt ord:
Lær kendeord, ord og flertalsform som én enhed. Skriv aldrig et substantiv op alene på din gloseliste. Skriv der Tisch, die Tische — det tvinger køn og flertal ind i samme lydbillede, i stedet for at du skal genopfinde det hver gang.
Gruppér dine gloser efter mønster, ikke kun efter emne. Har du femten ord om mad, ligger de sikkert spredt over flere af de fem mønstre. Lav i stedet en liste med kun -(e)n-ord og en anden med kun -er-ord med omlyd. Hjernen husker bedre, når den ser mønsteret gentaget, end når den ser et enkelt eksempel i en større sammenhæng.
Husk, at flertal altid hedder die. Uanset om ordet i ental er der, die eller das, bliver kendeordet i flertal altid die. Det er den ene del af tysk flertal, der faktisk er en fast regel uden undtagelser — brug den til at fjerne mindst én usikkerhed fra ligningen.
Til sidst
Tysk flertal er ikke tilfældigt, men det er heller ikke én regel. Det er fem mønstre, der hver især hænger sammen med ordets køn, og et par undtagelser, der skal læres udenad ligesom selve ordet. Øver du dig i at lære kendeord og flertalsform samlet fra starten, forsvinder langt de fleste af de gæt, der ellers går galt.
Dette er typisk et af de områder, hvor det kniber allerede fra folkeskolens tyskundervisning, fordi eleverne ikke får bygget vanen op fra begyndelsen. På gymnasialt niveau vokser ordforrådet hurtigt, og så bliver de forkerte flertalsformer, man aldrig fik rettet tidligt, en fast fejlkilde, der dukker op igen og igen — ikke mindst til skriftlig eksamen i tysk, hvor forkert flertal er en af de fejltyper, der går igen i rettevejledningerne. Er det først blevet en vane at gætte, er det ofte hurtigere at rette op, end man tror, når man arbejder systematisk med det.
